styx

Har fået raget mig en monsterforkølelse med feber til, og weekenden var ikke nok, så nu ligger jeg her og er på tværs på en hverdag. Pis osse.

Jeg har et par arbejdsopgaver med meget stram snor, så der skal skrives på et større dokument trods feber og uendelige mængder af grønt slim, der vil ud af alle luftvejsåbninger. Det er mildest talt suboptimalt, for jeg har lige fået opgaven, og det bliver på sin vis anset som en stor anerkendelse at få dette hverv. Så hvis jeg leverer noget middelmådigt, eller det, der er værre (*gys*), så kommer det til se skidt ud for altid. Sygdom eller ej. Dette går direkte til toppen og de ser ikke mine undskyldninger, kun manglerne (hvis der er nogle synlige).

Så overspringene er nemme at finde (som testen i forrige indlæg).

Men i morgen, uanset feber og alt andet, så er det på pinden og med en god tekst, så jeg kan få feedback, inden den afleveres endeligt ved dagens slutning. Så nu er teksten opgaven.

... Og så opdagede jeg lige en anden, godt nok lille, opgave med endnu strammere fjeder. Aflever svar på komplekst spørgsmål inden møde i morgen kl. 10. suk. Det skal bare ikke være nemt at have og påtage sig ansvar.

Nå, reelt så er det nu mere spændende end hårdt, man bliver bare lidt usikker af at føle sig på nedsat kraft og uden muligheden for lige at prøve det af på en kollega. Det jeg frygter mest er måske i virkeligheden ikke at kunne leve op til min egen opfattelse af mit potentiale. At kvaliteten ikke når det niveau, jeg selv synes jeg skal levere. Frygten for at fejle i sine egne øjne er den værste.

Og så blev jeg lige afbrudt af en omsorgsfuld kollega, der ville høre til mit helbred, og hvorvidt jeg havde styr på opgaverne, eller skulle bruge hjælp. Fed følelse. Og så fik jeg lige at vide, at med opgaven er der kommet et æreshverv. At være bisidder ved det høje bord og hviske i øret, når der skal svares. Monster. Jeg skal vist bare se at komme i gang.

Og når jeg skriver så meget i bloggen, så er jeg vist også ved at være rask, ikk?

Og det er så et citat fra torsdagens koncert. Og jeg må sige at de kom alle ud, og så i den grad. Det var ikke bare sjovt og levende, det var en virkelig oplevelse. Meget bedre end jeg havde ventet og håbet. Sikke en energi og sikke et show. Man kan kun smile. Og det gør jeg stadig.

Og så lige et citat mere fra samme sangerinde :".. and remember boys, a real woman drinks her wiskey straight".

Jeg har de sidste snart 3 uger skrevet på et indlæg. Slettet, rettet og skrevet til. Det er temmeligt omfangsrigt efterhånden, og der er lagt meget kraft og tanke i det. Men det er dybt personligt, og hvis jeg skal være en smule forsigtig, så bør jeg ikke lægge det ud nogensinde. Det er naturligvis i en vis grad katarsisk blot at skrive og udtrykke sine tanker, men at publicere det er også lidt som at afslutte og lukke skriveriet. Og måske dermed måske få fred for de tanker, der hvirvler rundt for tiden.

Emnet er naturligvis om min familie og hvad der kommer frem efter min mors død. En bodeling er på mange måder en test af den personlige karakter. Og et af de grimmeste træk, der dukker op i sådan en ting er grådighed. Jeg oplever lige for tiden, at min bror slet ikke kan holde sig tilbage, eller blot camouflere sin afgrundsdybe grådighed. Det er både skræmmende og sørgeligt. Ingen tvivl om at hans moral altid har været flosset, men nu er der intet filter på. Der er konti og penge, som vist nu er væk, der er lange lister af ting, han mener har har 'krav' på, der er kort sagt ingen ende på hans grådighed.

Jeg har så valgt, at jeg vil lade ham løbe med hvad han kan tage til sig, også selvom han helt klart er ude i at agere uhæderligt. Jeg vil ikke se tilbage og føle, at jeg selv har reageret på tilsvarende vis, og på den måde ødelagt mit minde om mine forældre. Så hellere få sagen lukket og erkende at dette bliver sidste gang jeg har kontakt med min bror. Penge og ting kan aldrig gøre det ud for minder og værdighed.

Se så! Så kom jeg da af med lidt af det, om end i en forkortet og meget afgrænset form.

Jeg havde håbet (og sat i mit forsæt for 2007) at jeg ville se Motörhead i en af de traditionelle Londonklubber i år. Jeg havde alt regnet ud, og forventede at de vanen tro ville slutte deres årlige England-tour med et gig i Brixton Academy eller Hammersmith Odeon. Det har de gjort stort set hvert år de sidste 25-30 år. :-)

Men i år har de (foreløbigt) planlagt en england-tour med Alice Cooper som headliner og Joan Jett som support, og slutter på Wembley Arena 17. november. Det er 'normalt' i den periode af året, de har deres egen tour, så det bliver nok årets London tilbud. Desværre.

Men med godt salg i billetterne og et stort sted som Wembley, så er det ikke min drøm. Langt oppe på lægterne, og med et 'større' navn på plakaten. Det er ikke det jeg vil, så selvom jeg vakler lidt, så tror jeg, at jeg skyder over, og venter et år. Æv !

Nu kan jeg blot håbe at de i det mindste tager København med på deres europa-tour, hvor de ofte er hoppet fra tyskland til stockholm, og sprunget dk over. Vi får se.

Jeg har adspredt mig lidt med endnu en test. Og som ventet er jeg mærkelig.

Your Personality is Very Rare (INTP)

Your personality type is goofy, imaginative, relaxed, and brilliant. Only about 4% of all people have your personality, including 2% of all women and 6% of all men You are Introverted, Intuitive, Thinking, and Perceiving.

Stresstest set hos Busters verden. Og resultatet?

Konklusion: Du er helt normal - eller virker i hvert fald sådan!
Du har ret godt styr på sagerne - men det gælder dog om, at du holder øje med advarselslamperne, når de begynder at blinke.

Du virker som en type, der tager dit arbejde og dit liv seriøst, og sommetider påtager du dig måske for mange opgaver. Bliv ved med at sige fra, så skal du nok klare skærene.

Vores råd til dig er at tænke dig godt om, hvis kroppen og hovedet begynder at opføre sig unormalt.

Det kan jeg vel godt leve med. Det ligner min egen opfattelse : godt travlt, men ikke så let at vælte.

Prøv selv Stressquiz