Skiftetid, og en sær uafsluttet følelse. Især det, at jeg kan se at min snart forhåndværende arbejdsplads er ved at falde helt fra hinanden, og at mit opbrud har sat endnu mere gang i erosionen, giver en lidt trist fornemmelse. Jeg går jo tildels fordi jeg giver op, og min opfattelse bliver voldsomt selvopfyldende, fordi jeg nu kan se at mine opgaver bare lander ude i det blå. Ingen reelt at overdrage til, og en 'kundekreds', som desperat efterspørger information til at køre videre uden støtte. Det er trist, at noget, man har brugt så mange kræfter på at banke op skal rives ned af en enkelt idiotisk chef. Han står dog ikke alene, men har jo tydeligvis fået direktionens ja til sine beslutninger (eller rettere til det modsatte).
Jeg kan se, at der måske når at ske yderligere opbrud inden jeg er ude. To eller måske 3 når at sige op i denne måned. Og naturligvis er dem, der søger væk fra den stærkeste del af holdet. De ressourcesvage, fem-procenterne og de inkompetente skal jo ikke noget. Dels har de ikke nogen steder at søge hen, og dels, så trives netop de i den nuværende situation, hvor simpel kiss-ass tæller meget mere end noget andet. Og det evner de jo altid.
Måske er jeg lidt bitter. Måske bare skuffet. Men det er sg'u lidt frustrerende at se sit arbejde bare sive ud i sandet. Tåbechefen har besluttet at hyre 2-3 eksterne konsulenter ind til at løfte mine opgaver, men han har hverken penge, eller forstået opgaverne. Han tror jeg efterlader en liste, og så kan konsulenterne bare tage fra. Jeg har efter et par spæde forsøg på at oplyse ham, bare givet op og ladet ham sidde med den plan. Jeg ved det ikke vil virke, men han skal åbenbart føle for at forstå. Han har lavet et jobopslag, og meldt bredt ud at han ansætter til januar, og så er alt på plads igen. Hans jobannonce er iøvrigt et studie i sig selv, han fatter virkelig ikke hvad jeg har lavet.
Resultatet af alle disse ærgelser i det gamle, gør at min glæde ved fremtiden ikke får ro til at spire. Jeg har øjeblikke, hvor jeg meget diffust tænker på de fremtidige opgaver, men har endnu ikke rigtigt nået frem til alle de glædelige ting, man skal planlægge ved jobskiftet. Det burde være sjovere nu.
Vi er så også på den hjemlige front rykket videre, efter lang tids stilstand, med vore boligplaner. Og har igen fået brugt lidt af weekenden på at se på huse igen.
Det er til gengæld inspirerende. Vores muligheder er enorme, og blandt alle de ting vi vil have, skal der afvejes. Vi så søndag på et hus, der lå godt 100 meter fra stranden på en velopvokset stor grund og en gennemrenoveret bygning. Nyt køkken, nyt bad, nye 3-lags termovinduer, alt så sundt og velpasset ud, og til en pris, der ligger betydeligt under vores maksimum. Der er naturligvis altid en masse kompromisser. Hvor lang transporttid til arbejde, hvor god stand, hvor god have, omgivelserne, og så størrelsen. Det sidste var problemet denne gang. Det var angivet til godt 100kvm, plus kælder, udhuse, garage, carport og det løse, men det virkede meget lille. Huset var rart, lækkert og efter vi havde spadseret en tur langs strandkanten kunne vi næsten have skrevet under (hvis vi ikke var så heldige dennegang, at vi ikke har papirdelen klar endnu). Men hen under aften havde vi begge fået fornuften igen, og begge mentalt prøvet at 'møblere' huset til os, og måtte erkende at der simpelthen ikke var plads nok. Når man i tankerne kigger huset efter så viker det ikke meget over 75 kvm, og det er altså for lidt. Især fordi vi ikke har ambitioner om at skulle bygge om/til eller noget større konstruktionsmæssigt når vi flytter.
Vi kunne så også se at prisen var sat lige højt nok i forhold til området, når man tog stranden ud af ligningen. Men det er netop pointen, for det var den, der var lige ved at få os til at slå til, trods alt det andet. Det at kunne gå få meter og så komme ud til det buldrende hav og den hylende vind, er virkelig en værdi for os. Hmmmm.
Jeg skal vist i banken og tale med dem om mine muligheder. Tror jeg vil skifte bank.
Glemte jeg at sige at det er i Sverige vi ser på hus?
Halv pris i forhold til det Københavnske marked og kursen på den svenske krone er ca. 0,8, for slet ikke at nævne bilpriserne (!?!!). Vi kan sidde i et godt hus, med 2 (mere eller mindre) nye biler, og stort set samme økonomi som nu, hvis vi vil tage transporten over broen og lidt ned i Skåne med. Skal vi blive på denne side, skal vi alligevel langt ud i vestsjællands amt for at få sammenlignelige huspriser, og så skal vi forsat køre i vores 10+ år gamle biler, samt hænge i timevis i kø på syd- eller vest-motorvej hver morgen og aften. Motorvejen over Amager og ind i Skåne har stort ingen trafik i sammenligning, og presset falder yderligere, så snart du kommer ud på landevejen. Så kortere på job med mindre trafik i nye biler. So what's the catch? I virkeligheden ingen, så nu skal vi se at få slået til.
