Blevet personlighedstestet igen. Denne gang til et ligegyldigt kursus. Men på et eller andet plan, er det altid lidt pirrende at få et billede af sig selv.
Men det pudsige er, at jeg denne gang kom ud af testen som seriøst mere introvert, end jeg tidligere nogensinde er blevet testet til. Jeg har dog aldrig været bedømt til at være udpræget ekstrovert, men altid mere udadvendt end ikke. Men nu er jeg pludselig tydeligt indadvendt.
Det spiller sikkert ind, hvilken livssituation man befinder sig i lige når man bliver testet, og nogle af mine svar, kan jeg se i bakspejlet, var nok ret kontante, da jeg synes folk for tiden er så pi*** irriterende.
Så selvom jeg, som testen foreskriver, forsøger at gå efter min 'mavefornemmelse' (gut-feeling), så er den nok præget af de oplevelser og reaktioner, som har domineret mit liv på det sidste.
At skulle med overfyldte, ikke fungerende S-toge, hvor man får presset andre menneskers privatliv op i hovedet, og får folk alt for tæt ind fysisk, har helt klart slidt på min interesse i for andre, og øget mit behov for at være alene.
Min stress-tærskel, hvor jeg skal lægge meget bånd på mig selv for ikke at slå, er næsten 1 meter til fremmede mennesker, og når disse så desuden råber højt i deres mobil og vifter med tasker og paraplyer, så er jeg et vrag af selvbeherskelse efter en tur på arbejde.
Men det er naturligvis også andre dele af hverdagen, der får mig til at trække mig fra folk. Mit job, hvor dilettanter og narrehatte regerer frit og uhæmmet. Jeg bliver for tiden indkaldt til møder, hvor tåberne vil have 'afklaring af dit eller dat', selvom det er noget, som både har været diskuteret før, og som er 'in process'. Realiteten er, at de indkalder til møderne, dels fordi de ikke har fattet en brik og vil have hjælp til at forstå (igen), og dels fordi de ved, at de aldrig vil fatte det, men så vil have et referat, hvor andre har 'fået opgaven' (igen). Det er muligt, at jeg er milevidt foran dem i den tekniske forståelse, men så lad mig for helvede da lave det. I stedet for at spilde min tid med møder, hvor de kan føle sig mere betydningsfulde. Tåber.
Og så er der mit autoværksted, der stadig ikke 'har haft tid', til at se på min bil, selvom de har taget en del andre biler ind til service på bestilling hele ugen. De VED naturligvis at de HAR mig, fordi bilen ikke kan køres væk. Og den slags kan jeg tænde HELT af på.
Så selvom jeg ikke var introvert før, så har de s'gu TVUNGET mig til det. Jeg bliver nødt til at trække mig væk fra jer allesammen, for ellers bliver jeg nødt til at slå jer ihjel eller noget. Jeg er simpelt presset introvert. Det er faneme uhyggeligt.
Og så tør jeg slet ikke tænke på hvad der skal ske, nu hvor afdelingen skal på en 'teambuilding-tur', hvor vi skal lære at 'kommunikere bedre' og så være tæt sammen i 3 døgn. Der er lovet 'grænseoverskridende' oplevelser og udfordringer. *Suk*
Fatter ikke, at de der super-ekstroverte thrill-seekers ikke kan se at det kun er for deres egen fornøjelses skyld, og at folk med andre behov bliver idiot af at skulle leve med i deres liv. De ønsker nogle at spejle sig i og tale med/til, men kan ikke se, at for andre er det simpelthen ulideligt. Og så er de typer, ofte chefer, som regel desuden så dødkedelige og uinteressante at høre på. Det bliver blodigt.
Jeg må se at finde en interessant og pludselig sygdom, som kræver hjemlig pleje til de dage. :-0